Stendhal-syndromet, også kendt som hyperkulturemia eller Firenze-syndromet, er en psykosomatisk lidelse, der giver sig til kende ved forøget hjerterytme, svimmelhed, besvimelse, forvirring og endda hallucinationer. Dette kan forekomme, når et menneske bliver udsat for kunst, sædvanligvis når denne kunst er sublimt smuk, eller når der er en større mængde kunst et enkelt sted.
Begrebet kan også bruges til at beskrive en lignende reaktion, når et menneske konfronteres med stor skønhed i naturen.
Med udgangspunkt i Stendhal-syndromet skal vi se på billedkunsten fra slutningen af 1700-tallet/begyndelsen af 1800-tallet. Kan kunsten fra denne periode også bjergtage os, eller er vi blevet så blaserte - fordi vi dagligt bliver præsenteret for så mange forskellige former for billeder - at det er svært at blive begejstret?
En af de billedkunstnere, vi skal se nærmere på, er J.M.W. Turner (1775-1851), en af Englands kendteste landskabsmalere, hvis studier af himlens og havets lys af nogle anses for at være en forløber for impressionismen.
 |
| J.M.W. Turner: Norham Castle, Sunrise, ca. 1845 |